Jeg har set ”Eric” her i ferien, en mini-tv-serie (på Netflix), der ramte mig lige i maven på den gode måde.
Serien har Benedict Cumberbatch og Gaby Hoffmann (begge supervelspillende) i et par af hovedrollerne som forældrene til den 9-årige dreng Edgar (også velspillet af Ivan Morris Howe), der forsvinder på vej til skole.
(Små-spoilers forude, ikke nogen der ødelægger det store, skulle jeg mene).
På overfladen er serien en klassisk ”missing person” krimi-historie om et barn, der er forsvundet, hvor man bl.a. følger detektiven Ledroit (spillet overbevisende af McKinley Belcher III), der skal opklare sagen.
Men som alle gode genrefortællinger er genren blot en indpakning, der gemmer på alle mulige gode sager:
”Eric” foregår i 80’ernes New York og er i høj grad et socialkritisk miljøportræt af en by præget af korruption, perversiteter, forfald, fattigdom, institutionaliseret og undertrykkende racisme og homofobi – og bunker af skrald.
Byens socialpolitik består netop i at ’clean up the trash’, der for de ledende politikere betyder at få gentrificeret byen og fjernet alle de hjemløse snarere end at få ryddet de ophobende skraldeposer.
Skraldemændenes primære funktion synes snarere at være at indsmugle hårde stoffer og få lig til at forsvinde, når korrupte politikere og cops har fucked up.
Seriens fortælling er en historie om monstre, både de virkelige og dem, som vi forestiller os lurer i mørket og under sengen. Krimi-formen egner sig netop godt til at lege med vores forestillinger om, hvad og hvem de virkelige monstre er.
Den primære monster-historie centrerer sig imidlertid om den indre dæmon: Den mørke følgesvend i sindet, som vi alle bærer rundt på, og som vi må lære at håndtere, konfrontere og leve med eller gøre op med:
Cumberbatch’s karakter, Vincent, er en succesrig og feteret puppeteer-kunstner og familiefar, men også en misbruger med sindslidelser og gigantiske daddy-issues. Og han er uforstående hovedpersonen i det giftige familiemiljø, som han har skabt for sin søn, Edgar, og hans hustru Cassie.
Edgars forsvinden starter (forståeligt nok) en nedtur af dimensioner for Vincent, men er også begyndelsen til, at han kan få erkendt og konfronteret monstret inde i ham selv.
Det gør han helt konkret ved at bringe monsteret til live i form af figuren Eric, som han skaber ud fra sin søns tegninger. Monstret Eric er Edgars bud på en figur til sin fars pupeteer-show, og Vincent bliver sygeligt besat af idéen om, at tegningerne og figuren Eric er nøglen til at få Edgar hjem igen.
Det er oplagt at læse Eric som sønnens syn på sin far qua monster. På den måde bliver hans søns billede på ham kilden til Vincents selvudvikling.
Dannelsesprocessen for Vincent sker således ved, at han konfronterer sit selvbillede. Og dette sker ved, at Vincent må se sin søns blik på ham i øjnene, dvs. ved at han må erkende, at han ikke blot er sin søns forbillede, han er også et monster for ham.
Vi kan også sige det med Sartre: Vores væren for de andre er en del af den, vi er. Denne del af os selv kan vi ikke umiddelbart selv styre og kontrollere – for den er konstitueret af de andres blik på os. Vi er med andre ord i de andres magt, når vi skal finde ud af, hvem vi er (hvor frustrerende dette end kan være).
Eftersom den anden er med-konstituerende for vores væren, sker en væsentlig del af vores dannelse ved at erkende og håndtere den andens blik på os selv.
Eller sagt lidt mere nede på jorden: Selvforståelse og selvudvikling kan kun ske ved at inddrage andres syn på, hvem vi er – ikke mindst når det, de ser, er et monster.
”Eric” kan varmt anbefales (og at den pt. kun får 6,9 på IMDP skal man bare ignorere helt).
Comentarios