Inden jeg begynder: Jeg har haft store skrupler med, om jeg skulle poste dette, alene fordi jeg ved, at debatten er så betændt, som den er i øjeblikket. Jeg orker ikke at blive stemplet som det ene eller det andet i en polariseret kamp mellem kønnene (og jeg ved, at mange har det på samme måde), men jeg ved, at det konstant er tendensen, når man deltager i disse debatter, hvor positionering ofte fremstår vigtigere end nuancering. Disse betænkeligheder gør dog kun min hovedpointe mere relevant, tror jeg – så here we go:
Vi har et systematisk problem med mandlig aggressivitet i vores samfund. 9 ud af 10 gerningsmænd i voldssager er begået af mænd – det er en kendsgerning, vi ikke kan ignorere. I den forstand er voldsproblemet et ’kønnet’ problem, og vi må tage det seriøst som sådan. Også selvom der er andre årsager til vold end kønslige, som nok heller ikke kan adskilles helt fra kønsproblematikken, fx sociale, psykologiske og (sub)kulturelle.
Hvordan gør vi bedst noget ved dette? I øjeblikket kører debatten hårdt – og man aner en tendens til, fra flere lejre, at gøre problemet til en mand-vs.-kvinde-problematik. Det er dybt problematisk, tror jeg, da det forhindrer en fælles front mod problemet.
Fx har jeg set flere, som jeg ellers ofte er enige med, identificerer mig med og ser op til, pointere, at mænd generelt har et særligt ansvar ift. vold. Den holdning mener jeg har en polariserende effekt, der er uhensigtsmæssig. Mænd har et ansvar – vi skal sige fra overfor giftig maskulinitet, helt klart – men hvorfor et særligt ansvar? Måske jeg simpelthen ikke forstår ikke denne pointe (paraderne er nede, oplys mig gerne!). Jeg tror, at pointen fører både berettigede og uberettigede reaktioner med sig, der graver grøfter frem for at bekæmpe vold.
Vi er en hel masse mænd i denne verden, der er lige så pissed over og utrygge ved ’giftig’ maskulinitet, som mange kvinder er det; at gøre det til primært et problem for kvinder, som mænd har særansvar for at løse, ignorerer, at giftig maskulinitet er giftig for det store flertal, uanset køn, og at også nogle kvinder kan være en del problemet. Det her er ikke en variant af #notallmen-pointen – det er et forsøg på at tale imod en polariserende debat om mandlig aggressivitet. Den offentlige debat kommer alt for nemt til at tale sig op i nogle hjørner, hvor folk graver grøfter frem for at bygge broer og danne fælles forståelse og front mod det, vi har fælles interesse i at bekæmpe. Især fordi den polariserede debat får rigtig mange til at trække sig fra den eller bliver mere eller mindre tonedøv overfor vigtige pointer, der kan være i selv en skinger debat. Fx den, at der er maskulinitetsformer, der systematisk er voldsfremmende.
Min grundlæggende undren her tager bl.a. udgangspunkt i, at at mænd jo også i stor stil er udsatte, skrøbelige og ikke mindst ofre for andre mænds aggressioner. Overværer jeg en aggressiv type være ubehagelig overfor andre i bussen, så ved jeg godt, at der ikke skal mange ord fra min mund til, at han nok retter sin vrede mod mig i stedet. Det betyder ikke, at jeg eller vi generelt skal holde kæft i den slags situationer. Men det gør mig selvfølgelig basalt utryg; at jeg er fysisk stærkere end den gennemsnitlige kvinde ændrer ikke herved. Sidst jeg sagde noget til en ubehagelig type fik jeg beskeden, at han ville slå tænderne om i nakken på mig. Det skete heldigvis ikke, fordi jeg forlod stedet, men det ødelagde min dag, jeg kunne gå og tænke på det resten af ugen, og episoden sidder stadig i mig nogle år efter.
Måske jeg er mindre skrøbelig overfor giftig maskulinitet end kvinder generelt er. Jeg vejer 0,1 ton og er fysisk stærk som en gennemsnitlig mand, sådan ca. Giver det mig et særligt ansvar? I nogle situationer, givetvis. Men det er værd at understrege, at jeg stadig er skrøbelig overfor den voldelige mand – og det er langt de fleste mænd!
Omvendt kan nogle kvinder lige så vel som nogle mænd være med til at reproducere visse mænds aggressivitet ved at støtte op om den eller ved at undlade at sige fra, når de kan gøre det uden at komme galt afsted. Og nogle kvinder er i særlige positioner til at gribe ind, som andre mænd ikke er. Det afhænger helt af relationerne og situationerne.
Ofte går visse mænds aggressivitet specifikt ud over kvinder, der kan føle sig særligt udsatte, måske netop fordi mange mænd er mange kvinder fysisk overlegne. Mange mænd har dog helt parallelle erfaringer: Mange mænd er andre mænd fysisk underlegne, og for mange mænd er vold noget, der ligger dem meget fjernt. Måske mest iøjnefaldende er, at nogle mænds aggressioner retter sig særligt imod andre mænd frem for mod kvinder (fx ”jeg ville aldrig slå en kvinde” -typen, underforstået, at man godt må være voldelig over for mænd).
Personligt har jeg oplevet masser af vold i især min ungdom; særligt (men ikke kun) i provinslivets byliv, hvor det var helt standard, at man som langhåret ung mand med hængerøv, på bestemte steder og tidspunkter (jeg kigger på dig, Slagelse, i weekend-aftenerne!), nærmest pr automatik blev opfattet som en person, der havde fortjent en røvfuld. Tre gange har jeg selv fået nogle på hovedet helt umotiveret, den ene gang røg jeg ned af en trappe, og det kunne have endt rigtig galt, hvis jeg ikke havde været heldig; og utallige gange har jeg set andre – både mænd og kvinder, men oftest mænd – få af samme skuffe.
Det er ganske velkendt, at den slags vold ikke kun går ud over langhårede hængerøvstyper, men ofte retter sig mod mænd, der af visse andre mænd anses for ’feminine’ i det hele taget, inklusive homoseksuelle, eller bare folk, der ser lidt anderledes ud. Den slags vold er åbenlyst forbundet med en særlig form for aggressiv maskulinitet, men den retter sig ikke specielt mod kvinder, selvom den reagerer på ’det feminine’. Den retter sig specifikt mod mænd, der ikke lever op til en stereotyp forestilling om rigtig mandlighed.
Giftig maskulinitet går altså i stor stil også ud over mænd. Det er ikke bare en anekdotisk pointe: Et flertal af ofre for vold (herunder mord) begået af mænd er faktuelt andre mænd.
Denne pointe fremhæver jeg ikke for at lave whataboutism – ikke for at negligere kvinders sårbarhed overfor giftig maskulinitet – men for at gøre opmærksom på, at vi har en fælles sag, som vi bør tale mere om som en fælles sag, frem for at reproducere rigide og ensidige former for kønskamp.
Uanset intentionerne tegnes der nemt billeder frem i den offentlige debat af en problemstilling, der særligt vedrører mandlighed eller mænd generelt vs. kvinder – snarere end om bestemte former for mandlig aggressivitet, der går ud over os andre, mænd som kvinder.
Jeg indrømmer gerne, at jeg reagerer trodsigt indimellem, når det insinueres, at jeg alene i kraft af mit køn er latent voldelig. Og jeg indrømmer gerne, at jeg har aggressionen og volden i mig som mulig reaktionsdannelse – fight or flight. Men det har kvinder også. Måske ikke i lige så stor grad, det ved jeg ikke, men uanset: de fleste moderne mænds fight-instinkter fodres ikke af voldelige maskuline normer, men kanaliseres heldigvis over i andre og mindre aktivt aggressive tilbøjeligheder (road rage, sport, højlydte diskussioner, passiv aggressivitet mv.), præcis som de fleste moderne kvinder. Det er værd at understrege: Selvom vold begås mest af mænd, er langt de fleste mænd ikke-voldelige. Pointne er ikke "not all men", men langt de færreste mænd.
Vi kan selvfølgelig godt have fokus på delområder af kampen mod vold og fx have særligt fokus på kvinders udsathed: På kvinder, der er utrygge ved at gå alene hjem, eller fokus på partnervold, der særligt går ud over kvinder. Men vi bør i så fald være opmærksomme på, at det netop er et særligt fokus, og vi kan og bør fokusere på andre delområder også, herunder mænds utryghed og udsathed.
Lad os fokusere pragmatisk på det, der rent faktisk fører til et opgør med den giftige maskulinitet. Jeg tror, at det er frugtbart for bekæmpelsen af vold og giftig maskulinitet, at vi tænker det som et fælles problem, når det nu faktuelt er det for de fleste af os. Derfor skal vi undgå de polariserende debatformer.
Jeg slutter som jeg startede og gentager den grundlæggende pointe: Vi har et systematisk problem med mandlig aggressivitet, når 9 ud af 10 gerningsmænd i voldssager er begået af mænd. Det er et problem, som mænd såvel som kvinder er ofre for, hvorfor vi bør tale det op som sådan frem for at grave grøfter, når nu vi har en fælles sag.
PS: Jeg vil meget gerne debattere det her – men hvis polariseringen og name-calling'en starter, står jeg af.