Den krisetilstand af mere eller mindre tvungen isolation, som covid-19-pandemien har placeret de fleste af os i, har fået mig til at tænke mere over værdien af samvær. Samværets værdi er også noget, vi har beskæftiget os med i vores forskningsprojekt om ældrevelfærd og alkohol.
Jaja, vi har hørt det før: Mennesker er sociale væsner. Vi har behov for at være alene engang imellem, men selv de mest introverte mennesker har også behov for samvær. Det interessante er for mig ikke blot at konstatere, at vi er sociale. Det interessante er at blive opmærksom på de mange former, samværets værdi kan tage.
Jeg vil også vove den påstand, at mange problemer har samværets værdi som indirekte grund. Ensomhed er åbenlyst et problem, fordi det er en mangeltilstand – en mangel på det værdifulde samvær. Men også andre social-psykologiske problemer og samfunds-problemer kan forstås bedre, når vi har en god forståelse for samværets værdi, tror jeg. Mange voldelige grupper kan fx ses som en slags 'forvrængede' måder at opnå den værdi, samværet kan give. Det er velkendt, at gruppeidentitet og broderligt sammenhold fx er kendetegnende for hooligans, bander og lignende. Skal man forstå (og forhindre og skabe attraktive alternativer til) den slags grupper, må man forstå, at det i høj grad er samværet, der er den afgørende værdi, de higer efter og derfor samles om . Så også derfor er det værd at beskæftige sig mere indgående med samværets forskellige værdifulde aspekter.
Ligesom så mange andre, har jeg under covid-19 intensiveret min brug af sociale medier. Navnlig har jeg sammen med gode venner skabt utallige messenger-chat-tråde med forskellige temaer, hvor vi dagligt deler ting med hinanden. Vi kompenserer for de manglende real life-møder ved at poste trailers til de film, vi ser, billeder af de plader, vi hører, de bøger, vi læser, og det mad, vi laver og spiser. Vi har sågar både en slanke- og en trænings-tråd kørende, hvor mænd i deres bedste alder poster billeder af, hvor 'seje' de er til at komme op ad stolen og få trænet - eller 'trænet' i form af en gåtur, hvor de så en and, eller i form af en dims, de har skabt af træ i garagen. Alle disse tråde skaber dagligt en masse snik-snak, lidt debat indimellem og en hulens masse anerkendelses-likes samt mere eller mindre overfladiske konversationer.
Funktionen af disse tråde - og lignende 'overfladisk' kommunikation - er for mig at se andet og mere end at motivere og inspirere hinanden til bestemte ting. Først og fremmest skaber de daglige chats fornemmelsen af et samvær, på trods af at vi ikke ses.
Samvær spiller mange forskellige roller for mennesker, og dets værdi tager mange former, både off- og online.
Måske vigtigst af alt kan samvær være basis for at være noget for andre. Samvær er her først og fremmest en vigtig måde at overskride sig selv – i den forstand, at man gennem samværet kan skabe formål og livsmening, der ikke snævert har med ens egne selvinteresser at gøre. Man kan forbinde intet mindre end en mening i tilværelsen med det at have projekter her i livet, der ikke kun handler om én selv. Jeg er ikke sikker på, at mine online-chats helt er tilstrækkelige til at spille denne rolle, men der er heldigvis også andre værdifulde aspekter af samvær.
Jeg vil hævde, at både fysisk og ikke-fysisk samvær kan have værdi i sig selv – en værdi, der kan udleves på et utal af måder. Denne værdi bliver man ofte opmærksom på i dens fravær, dvs. når det ikke er det, man samles om, der mangler, men selve det at kunne samles om det. Det tror jeg, mange har erfaret under Covid-19. Når jeg ser en film alene, kan jeg sagtens nyde den, men der er et eller andet ved at dele oplevelsen, der i sig selv kan erfares som værdifuldt. En halvdårlig film bliver ikke nødvendigvis bedre af at blive set sammen, men ser man den med andre, kan dette være nok. Samværets egenværdi kan relatere tæt til følelser og stemninger af fællesskab, men kan nok ikke reduceres hertil.
Samvær er også kilde til fællesskab og tilknytning. Og at føle sig knyttet til andre, forbundet, er godt for mennesker. Læg mærke til, hvordan denne sprogbrug – at 'knytte sig, at være 'forbundet' – synes at vidne om, at vi selv i individualismens kultur og tidsalder må anerkende, at det kan være værdifuldt at have begrænsninger på sin individuelle frihed: Tilknytning og forpligtelse hænger sammen. Nægter du at forpligte dig på andre, går du glip af fællesskabets egenværdi. I reglen er det kun ved at binde sig, altså begrænse sin individuelle frihed i dedikation til andre eller noget fælles, kan man nyde godt af fællesskabsværdier.
Konkrete værdierfaringer i fællesskab kommer ofte i stand, når vi deler oplevelser. Når jeg hører god musik alene, kan jeg sagtens nyde dens æstetiske værdi. Men så snart jeg kan dele musikken med andre, forstærkes oplevelsen ofte, og musikken tilføres en ny dimension. Har man været til koncert ufrivilligt alene , kender man fornemmelsen af, at det ikke helt er det samme.
At dele oplevelser kan altså forstærke dem, men også sætte dem i nye lys, så nye aspekter viser sig. Man kommunikerer løbende om musikken til koncerten eller snakker om filmen efter biografturen, og man udvider derigennem sit blik på disse ting. Delte oplevelser kan også være grobund for værdiladede stemninger, vi kun får i fællesskab. I fællesskabeligt samvær kan vi smitte hinanden med andet end virus – vi kan smitte hinanden med værdiladede stemninger og følelser, der giver dybde og betydning til det, vi allerede oplever som værdifuldt. Det synes således at give en særlig betydning til vores erfaringer af noget som værdifuldt, at man ved, at andre også retter deres opmærksomhed på det samme.
Samvær og fællesskaber er også afgørende for vores identitet og selvforståelse. Vores måde at forstå os selv som personer på er betinget af vores forhold til andre. At være noget for andre indebærer fx at leve op til bestemte sociale roller, som vi kan tage til os og gøre til en del af vores selvforståelse, eller afvise og udvikle (typisk ved at indtage andre roller i samspil med andre). Vi spejler os i de andres syn på os, og det vi ser, har vi mulighed for at tage til os, både intellektuelt og følelsesmæssigt. Dermed kan vi gøre det til en del af vores identitet og selvbillede. Selvudvikling er på denne måde også noget, vi må gøre i fællesskab.
Sjovt nok er nogle samværsformer af en sådan karakter, at de kan udgøre en slags pause fra det pres, man kan opleve, det er at spille bestemte sociale roller. I vores forskningsprojekt om ældrevelfærd og alkohol har vi set eksempler på, hvordan det at tage på værtshus tilsyneladende kan danne rammen for et uforpligtende samvær, hvor man bare sidder og ser, hvad der sker og netop ikke spiller en særlig rolle for nogen. Jeg oplever ofte mit chat-fællesskab som et sådant pause-fællesskab. Det gælder generelt også for de interessefællesskaber, jeg indgår i i ikke-krise-tider, såsom musikfællesskaber og til fodbold: Her har man sociale rum, hvor man kan tage en pause fra de energikrævende roller, man ellers spiller for andre i hverdagen. De fungerer som en slags 'backstage', som sociologen Goffman kalder det, for her forventes helt andre ting, ofte forventes mindre eller mere simple og overskuelige ting af os. Kort sagt: Samværets værdi er ikke én ting, men mangfoldig - og værd at huske på og gruble lidt over her i krisetider, hvor vi presses i isolation.