Så fik jeg endelig set Thomas Vinterbergs nye film Druk om den deprimerede gymnasielærer Martin, der sammen med sine venner og kollegaer sætter sig for at afprøve teorien om, at mennesket er født med en halv promille for lidt.
De begynder derfor at drikke – men kun i hverdagen, altså. Og som et videnskabeligt, socialt eksperiment, selvsagt. Mads Mikkelsen er velspillende i hovedrollen og de andre spilles af en (for mig overraskende) god Magnus Millang, Lars Ranthe og Thomas Bo Larsen.
Obs: Spoilers forude. Ikke nogle, der ødelægger oplevelsen helt vildt, skulle jeg mene, men spoilers ikke desto mindre.
Teorien om den halve promille for lidt synes at blive bekræftet i starten af gymnasielærernes eksperiment, eftersom en lille skid på i undervisningen og på hjemmebanen sætter gang i gode ting. Humøret stiger, eleverne bliver motiveret af den sjove undervisning, og Martins følelsesmæssige og fysiske kontakt med konen bliver genoptaget. Det går altså ret så godt i begyndelsen, men det ligger selvfølgelig hele tiden i kortene, at det her nok skal gå galt og over gevind. Det kommer der en vedkommende film ud af med masser af underholdende og rørende scener, hvor mænd i deres bedste alder flyver højt og falder dybt – i kontinuummet mellem at have en lille skid på og være på gevaldige, pinlige brandert-benders.
Kritiske røster har pointeret, at der er noget karikeret og klichéfyldt over filmens fremstilling af de mere eller mindre livstrætte, afdankede gymnasielærere, som leverer kedelig tavle-undervisning (så længe de ikke er fulde). Det er der helt sikkert noget om, og der er flere småting i filmen, der virker virkelighedsfjerne og mærkeligt ude af trit med (undervisnings-)virkeligheden i dag (fx får en elev et 11-tal – der ikke findes på den ’nye’ 7-trins-skala, som blev indført i 2006).
Men jeg synes ikke, at det er den slags skavanker, der overordnet tegner filmen. Det er ikke en film om dårlig undervisning og livstrætte midaldrende mænd. Det er primært en komedie med noget på hjerte, med de karikaturer der typisk også hører til en sådan. Mest af alt er filmen for mig at se et interessant portræt af alkoholens funktion for mennesker. Noget af det stærke ved filmen er, at den tør vise og være helt åben om alkoholens positive sider uden hverken at romantisere alkohol eller at negligere dens negative sider.
Jeg er klart på det hold, der mener, at Danmark har et alvorligt problem med alkoholisme og alkoholmisbrug. Problemet hænger tæt sammen med vores alkoholkultur, som vi bramfrit viderefører til de næste generationer via drikkeritualer (der også skildres i filmen); og med en udbredt tolerance for mange unges høje alkoholforbrug, som man i mange andre lande af gode grunde finder mærkelig og upassende. Alkoholisme og alkoholkultur fører virkelig mange problemer med sig, som de fleste udmærket kender til, og som jeg ikke gider at opremse her – det er og bliver et ubehageligt faktum, vi må og skal forholde os til.
Hvordan gør vi noget ved dette problem?
Jeg tror ikke, at vi gør noget effektivt ved alkoholmisbrug ved at hæve flere moralske pegefingre og negligere, at alkohol spiller en række vigtige roller for en masse mennesker. Tværtimod: skal vi gøre noget ved misbrugsproblemer, må vi gøre os klart, hvad det er, der er så tiltrækkende ved det, der misbruges.
Og her er filmen stærk, synes jeg. Lad os indimellem sætte parentes om alkoholens dårligdomme og styre vores moralske pegefingre. Ikke for at negligere eller glemme dårligdommene, men for at få de tiltrækkende sider til at træde tydeligt frem, så vi kan gøre os klogere på dem. Her bidrager filmen: Den viser, hvordan det også er en kendsgerning, at alkohol kan være et hamrende nyttigt redskab til mange ting!
Et herligt (og politisk ukorrekt) eksempel fra filmen herpå er da Lars Ranthes karakter på et tidspunkt drager omsorg for en elev med eksamensangst ved at lære ham den gode gamle visdom, at man kan drikke mod til sig. Han giver sågar eleven vodka (i vandflaske) både med til forberedelsen og ved det grønne bord til eksaminationen. Og det virker! Med lidt vodka-hjælp klarer han fint sin eksamen, der selvfølgelig er om Kierkegaards angstbegreb.
Vi ved godt, at det er dybt forkert at lære drengen, at alkohol løser hans problemer. Vi ved godt, at misbruget ligger lige for, hvis det bliver en generel strategi, han skal til at bruge i livet, når han kæmper med at dæmpe frygt og angst. Men det ændrer ikke ved, at det kan virke på kort sigt. Det er jo netop derfor, at folk bruger alkoholen til den slags. Vi skal være åbne for dette, ikke tabuisere det, og jeg elsker filmen for at turde tage den vinkel.
(Det minder mig i øvrigt om den gode, gamle praksis at tilbyde censor alkohol i frokostpausen. En lille skarp og en frokost-bajer. Det gør eftermiddags-eksamenerne lidt lettere, og mon ikke det giver lidt bedre karakterer? Det er ikke en meget udbredt praksis mere, men jeg har førstehåndskendskab til, at den stadig kunne findes for ikke så mange år siden, da jeg var gymnasielærer).
Mennesker bruger altså alkohol, vi mis-bruger den ikke kun: Vi bruger den til at lette stemningen, til at skabe samvær, til at have det sjovt, til at smide hæmninger, til at glemme os selv, tid og sted (kerneingredienser i flow-oplevelser, der kan opleves stærkt meningsfulde), til at forstærke sanselige, æstetiske oplevelser, til at opnå fysisk og psykisk nærvær, til at glemme vores sorger for en stund og til at få mod og handlekraft.
Når man moraliserer over unges (og andres) overdrevne alkoholforbrug, så er det værd at minde sig selv om, at alkoholen således tjener – også vigtige – formål: Alkoholindtag kan på kort sigt være en hamrende effektiv måde at regulere følelseslivet op og ned på, på måder der kan være handy i mange situationer.
Alkoholen tiltrækker helt basalt, fordi den kan noget; ligesom det i øvrigt gælder alle andre euforiserende stoffer, uagtet deres mulige negative konsekvenser på den lange bane.
Mange af de behov, som alkoholen kan bruges til at stille, er vigtige for de fleste mennesker. Nogle af behovene er endda eksistentielle i den forstand, at ingen kan undvære disse ting i livet uden at gå i hundene. I dette lys er det ikke mærkeligt, at alkoholisme kan hænge sammen med (ikke) at få basale eksistentielle behov stillet, og at misbrug også handler om selv-medicinering.
I vores forskningsprojekt Ældrevelfærd og alkohol – en vanskelig cocktail har vi erfaret, at ældreplejere kan befinde sig i et dilemma, når de skal hjælpe ældre med alkoholmisbrug med at drikke mindre. Det kan nemlig ske på bekostning af de ældres sociale liv, eftersom nogle ældres sociale grupper netop har alkoholen som det, de mødes om. At afholde den ældre fra at drikke kan helt faktuelt afskære dem fra at stille et meget basalt eksistentielt behov for at være social.
Nu lyder det måske nærmest som om, at jeg er enig i den dristige hypotese om, at vi alle er født med en halv promille for lidt. Men det er ikke pointen. Alkohol er ikke nødvendig betingelse for at opnå alt det ovennævnte, andre ting kan ofte også tjene nogle af de samme funktioner. Men vi bliver nødt til at anerkende, at alkohol også er et redskab, vi faktuelt har, der ofte tjener mange af disse funktioner, på godt og ondt.
I vores forskningsprojekt har vi kunne bekræfte, at det at skåle er med til at skabe stemning og sammenhold, som de fleste er klar over. Samtidig har vi interessant nok også konstateret, at mange ældre skåler i saftevand eller lignende eller næsten intet drikker af deres glas, selvom de deltager på lige fod med alle de andre i skålen og det samvær, den giver. Det er altså ritualet omkring det at hilse på hinanden, mens man drikker, der har den afgørende sociale funktion; alkoholen synes her sekundær. I nogle tilfælde er den et i princippet ligegyldigt ’vedhæng’ til den vigtige praksis at være nærværende og social.
Men like it or not, faktuelt tjener alkoholen vigtige funktioner for mange mennesker i dag, hvilket Vinterbergs anbefalelsesværdige film fint viser, uden hverken at glorificere eller dæmonisere denne kendsgerning.