Som mange har påpeget, er debatter på sociale medier ofte i en sørgelig tilstand. Men er det nu også så slemt? Både-og, tror jeg.
I går læste jeg et opslag på Facebook med et link til et avisindlæg af Michael Böss, der forsøger at forklare, hvorfor forskellige generationer ofte snakker forbi hinanden i spørgsmålene om de seksuelle grænser. Kort fortalt vægter analysen, at efterkrigs-generationerne gjorde op med tidligere tiders seksualforskrækkelse. Det førte til, at denne generation fik friere kropslige omgangsformer, end vi har i dag, hvor seksualiteten er blevet meget individualiseret og kommercialiseret.
Man kan i høj grad diskutere sandheden af denne analyse. Tingene er langt mere grumsede, tror jeg, end den foregiver. Men har man læst artiklen, ved man, at Böss helt eksplicit anerkender, at den nye kropskultur i efterkrigstiden også førte ubehageligheder med sig. Han giver som eksempel herpå en gymnasielærer, der kunne slippe afsted med at slikke elever i nakken, uden at det blev påtalt.
Pointen er nu, at dette eksempel får en person i en kommentar til at påstå, at Böss taler for, at eleverne syntes at dette var ok. En helt absurd fejllæsning, der lynhurtigt får placeret ham i kategorien af dumme svin. Det sørgelige er dog ikke, at én enkelt person læser for hurtigt og hellere vil køre sin egen dagsorden igennem end at forstå og diskutere, hvad skribenten mener. Det sørgelige er, at denne kommentar bliver den mest ’likede’ kommentar af dem alle i opslaget (med pt. 192 likes, and counting).
På Facebook, Twitter og lignende platforme er alt for mange på denne måde lynhurtige til at placere sig i en ’lejr’ og råbe (eller ’like’) slagord frem for at forholde sig til argumenter og forsøge at blive klogere. Det at identificere sig med en sag eller andre mennesker, en pointe osv. foregår gerne ved at tage afstand fra andre frem for at forstå dem.
Klassiske fejlslutninger kommer til at dominere dette debatmiljø, fx (som i eksemplet for oven) det gode gamle stråmandsargument, hvor man diskuterer op imod en karikeret eller decideret fejlagtig version af det, ens modstander egentlig mener; eller ad hominem-fejlslutningen, hvor man argumenterer ved at gå efter manden frem for bolden, altså pege på personen frem for på det, personen udtrykker.
Står det nu også generelt så galt til? Både-og, tror jeg.
Vi bør huske på, at man sagtens kan debattere sagligt på nettet. Jeg mener selv at have haft adskillige frugtbare debatter med folk på sociale medier gennem tiden. Nogle mennesker kan rent faktisk finde ud af det. Jürgen Habermas er berømt for at mene, at selveste fornuften etableres i og med, at vi går i saglig, forståelsesrettet dialog med hinanden. Det er nok at tillægge dialogen lidt meget, og idealet om en helt ’ren’ dialog uden andre interesser på spil end den gensidige forståelse er mere et regulativt ideal, vi bør forfølge i visse sammenhæng, end det er en realitet. Alligevel er der noget om det: Den offentlige debat, hvor parterne rent faktisk (også) forsøger at forstå hinanden og de argumenter og pointer, der er på spil i dialogen, er mulig!
Derudover er det værd at minde os selv om, at disse problemer med usaglige debatter ikke er noget særligt for net-debatter – det foregår konstant i det såkaldte real life (nogen der så Trump-Biden-debatten forleden?). Det er heller ikke et nyt fænomen – det har altid foregået, og det vil sandsynligvis altid foregå. Filosoffer har i hvert fald klaget over denne debat-misére i mere end 2000 år.
Særligt negativt bliver det ofte i mange debat-sammenhæng, hvor vi identificerer os selv negativt. Dvs. når debatten kommer til at fungere som en måde at skabe sig et selv-billede ved at tage afstand fra andre. De ’herlige’ danskheds-debatter i den offentlige debat i nyere tid eksemplificerer dette meget godt. Det kan være svært at sige, hvad man mener rigtig danskhed går ud på (noget med velfærdssamfundet, kulturen eller retten til frikadeller…), og diskussionen om den nationale identitet kommer derfor til at centrere sig om alt det, folk anser for u-dansk.
På denne måde kommer selv-identifikationen desværre nemt til at skabe og opretholde karikerede fjendebilleder og også overfladiske, selv-forherligende selv-billeder. Det er nemmere at se sig selv i et godt lys og undgå selvransagelse, når man konstant kan pege fingre ad andre. Denne begrædelige tendens er meget dominerende i debatter på sociale medier: Adskillige indlæg handler igen og igen om, hvor idiotiske ’de andre’ er, ikke om at forsøge at forstå de andres synspunkter.
Det synes imidlertid at høre til menneskers tilværelse, at vores kommunikation er mudret og handler om mange andre ting end saglig dialog. Særligt er netop dette, at vi skaber identifikation afgørende for mellemmenneskelig kommunikation; vi etablerer, hvem vi er, i og med kommunikationen. Dette er et eksistentielt behov, vi alle tilsyneladende har: at etablere og stadfæste tilhørsforhold, knytte vores selvbilleder til andre mennesker, til steder, til fagområder og til idéer.
At identificere sig selv er som sådan vigtigt for alle mennesker, hvorfor vi ikke får afskaffet hverken mudret dialog eller identitets-politik eller -debat, så længe mennesker er mennesker. Jeg tror, at det er værd at minde sig selv om denne – i sig selv vigtige! – identifikations-funktion af at kommunikere med andre, når man er ved at gå op i det røde felt af alle de mennesker, der ikke tager argumenterne seriøst:
Kommunikationen kan sagtens tjene vigtige behov, selv når det beklageligvis sker på bekostning af den saglige debat.
Personligt øver jeg mig ihærdigt i at scrolle videre eller logge af eller lukke kæften, når jeg fornemmer, at det ikke er argumenter og forståelse, der driver tingene i debatten. Eller i hvert fald blot nøjes med at ridse min egen holdning op kort og præcist (identificere mig selv i debatten!) og så se at komme videre.
At anerkende identifikation som et eksistentielt behov i vores kommunikation med hinanden er ikke det samme som at underkende de negative sider heraf. Jeg har allerede pointeret, hvordan det kan ske på bekostning af fokus på argumenter og forståelse. Omvendt kan man faktisk også udnytte identifikations-funktionen for at opnå en saglig debat – faktisk mener jeg, at det er den bedste måde at nærme sig en ægte, forståelsesrettet kommunikation:
Man kan fx begynde med at identificere, hvad der er enighed om, trods uenigheden! Hvad har vi til fælles her? Ofte i debatter er der enighed om overordnede mål, men ikke om midlerne til dem. Dermed er der grobund for, at man ikke reagerer helt i autopilot i kommunikationen. Fælles grund under fødderne i udgangspunktet giver potentiale til, at vi kan nærme os hinanden - se tingene fra hinandens vinkler; eller blot få ridset op helt nøgternt, hvor vi er grundlæggende uenige.