Traditionelt har filosoffer ofte gjort en dyd ud af ikke at være empiriske, dvs. at undersøge verden med sanseerfaringen. Filosofiens ærinde er ikke den flygtige sanselige virkelighed, men tværtimod det essentielle, de nødvendige logiske strukturer og erkendelsens fundamentale betingelser. Moderne filosofi har dog også ofte ladet sig inspirere af empiri, fx neurologi og kognitionsforskning. Forholdet mellem filosofi og empiri er interessant, men jeg skal ikke fortabe mig i den debat her. Jeg vil nøjes med at sige lidt om det fokus, jeg og vi har i vores forskningsprojekt, i hvilket humanvidenskablig, kvalitativ, empirisk forskning og filosofi går hånd i hånd.
I det nuværende forskningsprojekt, som jeg har været en del af de sidste to et halvt års tid, Ældrevelfærd og alkohol – en vanskelig cocktail, har vi forsket med en blanding af psykologisk orienteret kvalitativ praksis-forskning og filosofi. Vi har foretaget empiriske undersøgelser i form af interviews og observationer i Vejle kommunes ældrepleje, og vi har lavet – og laver stadig – filosofiske og psykologiske analyser.
I vores forskning lader vi i høj grad de empiriske undersøgelser forme af vores filosofisk orienterede begreber. Uden teori leder det empiriske arbejde nemt i blinde, som en (sand) kliché lyder. Samtidig har vi dog forsøgt at bevare en stor teoretisk åbenhed, og vi har også haft løbende interne drøftelser om, hvor denne grænse går mellem at ’afprøve’ og eksemplificere filosofisk-teoretiske idéer og så forholde sig åben overfor at lade sin teori blive formet af empirien.
Det var faktisk lidt overraskende for mig, hvor mange nye idéer, jeg selv fik via fx en halv dags observation på et plejehjem eller 40 minutters samtale om livet med en ældre beboer. Jeg har også fået større blik for, hvordan den kvalitative, empiriske forskning med fordel kan trække på filosofiske begreber og tænkemåder - for selvfølgelig er det, man får syn for i observationer og interviews, også farvet af de teoretiske briller, man har på.
Lidt om mine teoretiske briller: I min ph.d. skrev jeg i sin tid om grundlagsproblemer indenfor etik og moralsk erfaring og konkluderede bl.a., at moralske begreber og højere-ordens etiske principper har deres betydnings-rod i konkrete erfaringer, navnlig ansigt til ansigt -erfaringer og emotionelle tilstande. Herfra arbejdede jeg bl.a. videre med to grundpointer: Dels at anvendt, praktisk etik må koncentrere sig mere om konkrete erfaringsbetingelser for etikken end om at implementere højere principper; dels at vi bør tage følelseslivet langt mere seriøst i etikken, end man ofte gør og har gjort traditionelt i filosofien – ikke bare som noget, vi skal undertrykke for at gøre plads til fornuften, men som kilde til etisk forståelse, værdi, mening og erkendelse i egen ret.
I fag-kundskaben om etik har der de sidste mange år være et stadigt større fokus på, at anvendt etik er andet og mere end top-down princip-anvendelse. Ikke desto mindre er det (for mig i hvert fald) slående, hvordan denne tilgang stadig er den dominerende i praksis (det har jeg med et par kollegaer bl.a. analyseret og kritiseret her).
Der er stadig en udbredt idé om, at etik = at have reflekteret bevidsthed om højere ordens værdier, som vi kan begrunde vores praksis med. Punktum. Det skal vi have lavet om på, for det er ikke tilstrækkeligt.
Overvej et øjeblik, om nogle at de sager med u-etiske praksisser i ældrepleje-sammenhæng, vi har set for nylig (og som igen og igen synes at dukke op i forskellige dele af omsorgs-sektoren) ville være undgået, hvis bare de involverede havde haft et godt kendskab til højere etiske idéer om fx respekt for selvbestemmelse og værdighed, omsorgspligt, social retfærdighed mv. Jeg tvivler! Sagen er nok snarere, at man kan have nok så meget kendskab til de højere mål, ikke desto mindre kan der nemt opstå en stor kløft mellem målene og praksis, der handler om helt andre ting.
Det er snarere nogle mere fundamentale almenmenneskelige egenskaber, der primært skal i spil – og som faktuelt ikke kommer i spil i disse cases. Som flere har påpeget, handler det i høj grad om empati, men det handler også om at have solidt kendskab til borgerne og deres signaler, kommunikationskompetencer, at have et fleksibelt udsyn, at have blik for egne styrker og svagheder, samt emotionel modenhed (det har jeg skrevet om i min bog her). Og ikke mindst handler det om at skabe et socialt miljø, der er fordrende for, at de roller, som disse menneskelige evner spiller i omsorgs-praksissen, rent faktisk kan komme i spil. Du kan være nok så empatisk og medfølende et menneske, men det nytter ikke i en arbejdskultur, der motiverer det modsatte, eller hvis du er det på bekostning af retfærdighedsfornemmelse eller selvomsorg.
I vores arbejde i forskningsgruppen har vi fået bekræftet, beskrevet og uddybet, hvordan ældrepleje i høj grad handler om den kvalificerede håndtering af følelser og værdierfaringer – og at disse ting ofte går hånd i hånd. Vi har også fået større forståelse for, hvordan principper i høj grad kommer til kort som grundlag for handlings-vejledninger i den konkrete praksis (selvom de har vigtige funktioner!), som jeg også var inde på i forrige indlæg. Der skal andre ting til.
Den nærmere forståelse af, hvad der skal til, for at man kan kvalificere ældreomsorg – og kvalificere omsorg for mennesker i det hele taget – kræver, at vi fokuserer anderledes end blot på at implementere principper i praksis. Det empiriske arbejde i Vejle kommunes ældrepleje hjælper os med at få præciseret og nuanceret de filosofiske teser, vi udvikler om dette problemfelt, og filosofien bidrager til at forme vores undersøgelser og fortolkninger af det empiriske materiale. Vi har flere artikler samt en antologi på vej om disse problemstillinger – som jeg også satser på at skrive mere om her på siden ved senere lejlighed.